Nekselø
Campingminder fra barndommen

Denne weekendtur går til en af de mange dejlige øer som Danmark har at byde på - vi har nemlig pakket autocamperen til en tur til Nekselø. Nekselø har den helt rigtige placering i Sejerøbugten som er det område i landet med flest solskinstimer og mindst regn, og er derfor oplagt til en tur med næsten garanteret godt vejr. Med på turen har vi søskendeparret Nina og Bjørn, som holdt deres barndoms sommerferier med forældrene i telt på stranden på Nekselø.
På modeljernbanetur i Svinninge
Første stop på vejen er dog Svinninge, hvor vi har hørt at der skulle være et flot modeljernbanemuseum.
![]() |
![]() |
I vores autocamper kørte vi ind i Svinninge, men eftersom vi ikke vidste hvor museet lå, kørte vi til stationen for at spørge om vej - det måtte vel være det mest oplagte sted. Men damen på stationen var ikke til megen hjælp, hun vidste end ikke hvad vi talte om. Næste forsøg var på den lokale tankstation, hvor det også mere var hovedrysten end hjælp der var at finde - og det endda til trods for at vi endte med at finde modeljernbanen under 100 meter fra tankstationen! Havde vi vandret rundt, i stedet for at køre, havde vi kunne hvile fødderne i den dertil indrettede autentiske togkupe på museet.



