Nyhedsbrev

Ryegaard

Den anden weekendtur i PJ Caravans føljeton går til herregården Ryegaard og dens årlige Fåredage. Her besøger vi stadeholderne Ilse, Ole og Anne-Grete.

Ryegaard er en gammel herregård i Bramsnæs på Sjælland, der normalt er lukket for offentligheden. Fåredagene i september er en af de få gange om året, Ryegaard åbner portene til sin dyrehave. Derfor har vi pakket autocamperen og sat kursen mod Bramsnæs.

Undervejs på turen besøger vi også Munkholmbroen og Langtved Færgekro, som er en del af Ryegaard Gods, samt Selsø Slot.

Med på turen har vi FDM’s Grønne Bilture i Danmark fra 1983. I den er netop disse steder omtalt som nærliggende seværdigheder.

 

weekend2 weekend3

I den spæde september morgensol, mens duggen stadig ligger tungt i græsset, begynder de første stadeholdere at gøre deres boder klar. Det gælder også Ilse, Ole og Anne-Grete. Mens de så småt får øjne, disker Ilse og Anne-Grete op med det ene hjemmelavede lækkeri efter det andet: Fantasifulde brocher og hårspænder, tasker, søde bamser, varme hjemmesko, store sweatere og smarte nederdele. Alt sammen i uld. Imens gør Ole klar til at vise sine stoltheder frem; fårene.

Hvor andre har medbragt store pavillontelte, bruger Ilse og Anne-Grete bare campingvognens fortelt. Det slår de op i tilfælde af, at den blå himmels pletvise hvide skyer skulle blive grå og sende byger ned over Ryegaards dyrehave.

weekend17 weekend9

Fåredagene strækker sig over både lørdag og søndag. Ilse, Ole og Anne-Grete har derfor taget campingvognen med, så de kan sove på pladsen. Ifølge Ole er der hygge og festligt samvær lørdag aften mellem de af stadeholderne, der vælger at overnatte. Opvasken fra i går, det friske bagerbrød og Oles klattede øjne vidner om, at netop den aften er en vigtig del af Fåredagene på Ryegaard. Det er her, man glemmer hverdagens pligter for en stund og nyder en flaske vin i en smuk aften, som Ole fortæller med et stort, afslappet smil.

Ole, Ilse og Anne-Grete bruger dog campingvognen til mere end at sove i. De bruger den også til at opmagasinere deres varer og til at holde kaffepauser i, når vejret er dårligt.


1 | 2 | 3 | 4 | 5 Næste »

  © PJ Caravan 2002 - 2010 | Webmaster:Result.dk